Svenske chokoladekager

Svenske chokoladekager

Svenske chokoladekager som i denne version er glutenfri, smager simpelthen så godt, jeg kan huske da mine børn var mindre og boede hjemme, de var vilde med dem og de blev bagt rimelig tit, de eneste “småkager” de spiste dengang, og det bedste af det hele, de kunne selv lave dem, så simple er de faktisk. På et tidspunkt forsvandt opskriften og de gik lidt i glemmebogen, men alligevel talte vi jævnligt om dem, nu er opskriften fundet og den skal da lige deles med dig. Hvis du ikke har et problem med gluten kan du bruge almindelig hvedemel, de smager godt uanset hvad. Kalorieindholdet i 100 g  Svensk chokoladekage ligger på 442 Kcal. fordelt på 6,3 g protein, 50 g kulhydrat, 24 g fedt og 4,1 g kostfibre. Velbekomme……

Ingredienser

  • 300 g glutenfri havremel
  • 1 tsk bagepulver
  • 200 g rørsukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 spsk. kakaopulver med lidt top
  • 200 g smør
  • 1 æg

Fremgangsmåde

  1. bland alle de tørre ingredienser sammen
  2. skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melet
  3. saml det hele med ægget til en ensartet masse
  4. stil dejen i køleskabet i 30 minutter
  5. tænd ovnen på 175′
  6. del dejen i 6 portioner og tril den til pølser, ca 30 cm lange
  7. læg dem på 2 plader med bagepapir og tryk dem let så de bliver ca 4 cm brede
  8. pensl med æggehvide og drys hakkede mandler og drys lidt sukker på dem
  9. bages i ovnen i ca 10 minutter, 1 plade af gangen, de skal være bløde når de er færdigbagte
  10. skæres i skrå stænger med det samme de kommer ud af ovnen ca 2 cm brede
  11. køler af på en bagerist så de kan blive sprøde på overfladen og stadig være bløde indeni

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

 
 
 
 
>