Jordbærmousse på chokoladebund bund
Dato on oktober 2, 2019 by Lone Kragh Johansen in Desserter
Jordbærmousse på chokoladebund er den ultimative dessert på denne tid af året, der er noget sol og sommer over den, og er det ikke lige det vi har brug for i denne mørke tid? Jeg har selv lavet en lagkagebund med chokolade, opskriften finder du selvfølgelig på hjemmesiden, men du kan også vælge den nemme udgave, nemlig en færdigkøbt lagkagebund hvis tiden er knap. Jeg har stadig hjemmelavet rabarbersaft fra sommeren, så det blev lige brugt, skønt med smag af sol og sommer sådan lige pludselig. Opskriften på rouladebunden er til to omgange, så brug den ene halvdel og læg den anden halvdel i fryseren til en anden gang. Der er ingen beregning på denne lille kage, vi ved jo godt at den ligger uden for det anbefalede daglige indtag, men prøv den af alligevel. Velbekomme…….
Ingredienser
- ROULADEBUND
- 3 æg
- 2 dl sukker
- 2 dl glutenfri havremel
- 2 tsk. bagepulver
- 2 tsk. vaniljesukker
- 2 spsk. kakaopulver
- 3 spsk. vand
- JORDBÆRMOUSSE
- 600 g jordbær fra frost, tø dem op og hæld væden fra i en kop til senere brug
- 1 økologiske lime
- 2 spsk. sukker
- 1 dl rabarbersaft
- 1 vaniljestang
- 6 blade husblas
- 2 dl piskefløde
- GELE
- 1½ dl rabarbersaft + saften fra jordbærrene
- 3 blade husblas
Fremgangsmåde
- tø jordbærrene op i en sigte og hæld væden fra i en kop eller lignende til geleen senere
- udblød husblassen i koldt vand
- tænd ovnen på 200′
- kom de optøede jordbær i en gryde sammen med fintrevet lime skal, sukker, vaniljekorn, rabarbersaft og vaniljestangen og kog det op
- lad jordbæerne småsimre i ca 15 minutter
- pisk æg og sukker sammen til en tyk og luftig masse
- tilsæt mel, kakaopulver, bagepulver og vand og bland det godt sammen
- fordel dejen ud på et stykke bagepapir fold kanterne så det danner en firkant på ca. 40 x 30 cm
- bages i ca. 5 – 6 minutter
- vendes ud på et stykke bagepapir drysset med sukker når den er bagt færdig
- blend jordbærrene til en fin mos of smelt den afdryppet husblas heri, stil massen til afkøling
- pisk fløden til skum og vend den i de afkølede jordbær mos, hældes i en sprøjtepose og læg den på køl
- stik 6 bunde ud af lagkagebundene
- tag 6 anretterringe og kom folie i kanten og stil dem på et fad eller lign med bagepapir
- læg en bund i hver, sørg for at trykke bunden helt ned, uden at den går i stykker
- fordel den kolde jordbærmousse i hver form og stil dem på køl til massen har sat sig ca. 1 time
- blød husblassen op i vand og varme den op sammen med rabarbersaft og saften fra jordbærrene, den må ikke koge
- lad geleen køle af inden du hælder den forsigtigt over jordbærmoussen, stil derefter dine små kage på køl så geleen kan sætte sig
- kør med en kniv rund i kanten på udstikkerne for at løsne dine kager, så de kan komme ud, hvis du ikke har brugt folie i kanten
Nyeste kommentarer