Broccolipesto
Broccolipesto er fantastisk at bruge og du kan bruge den som du plejer at bruge pesto, eller måske sammen med din blandede salat, som smørelse på din sandwich, spidskålstoast eller måske har du selv en anden ide. På et tapas bræt vil den også være så fin.
Det er rart når der er flere muligheder for pesto, man kan jo godt løbe lidt surt i altid at skulle spise den samme. Variation er godt. Broccolipesto har en skøn farve samtidig med at den har en mild og cremet smag med et hint af ristede mandler, virkelig smagfuld. Den er fantastisk at bruge i en sandwich med på farten eller i stedet for en dressing på din salat.
Vidste du at den sunde Broccoli er i familie med blomkål, rosenkål og grønkål. De alle har et pænt indhold af C, B , A ,E og K-vitaminer samt folsyre, jern, calcium og magnesium. Broccoli er smækfyldt af C-vitaminer. Faktisk er 50 g broccoli om dagen nok til at dække vores daglige behov.Broccoli er en af de grøntsager der fremhæves når det gælder kræfthæmmende stoffer.
Kræftens bekæmpelse anslår at vi i Danmark årligt kan undgå mellem 1500 – 4000 nye kræfttilfælde, hvis vi spiser mere frugt og grønt.
Det gælder for de fleste frugter og grøntsager at de giver en god cocktail af bioaktive og livgivende stoffer, der både styrker immunforsvaret og afværger og bekæmper sygdomme. Især kål gavner vores helbred.
Så spis din kål med glæde, mens forskerne knokler for at afdække hvad det lige præcis er der gør at frugt og grønt, kål og broccoli er så super sundt.
Kalorieindholdet i 100 g Broccolipesto ligger på 162 Kcal. fordelt på 5 g protein, 3,4 g kulhydrat, 14 g fedt og 3,4 g kostfibre. Velbekomme…… Du finder andre spændende opskrifter på https://sunderekost.dk
Ingredienser
- ½ dl mandler
- 400 g broccoli
- 4 fed hvidløg
- 1 håndfuld basilikum blade
- 2 spsk. fint revet citronskal
- 60 g rapsolie
- 2 tsk. salt
- evt. lidt citronsaft
Fremgangsmåde
- skold mandlerne og smut dem
- rist dem gyldne på en varm pande, hak dem groft
- kog broccoli og hvidløg i 5 minutter, gem lidt af kogevandet
- blend det hele sammen med citronskal, basilikum blade, salt, olie og noget af kogevandet, til en ensartet masse
- smag den evt. til med lidt citronsaft
Nyeste kommentarer